Hidtil har Reto-Moto’s Free-2Play multiplayer-shooter ‘Heroes & Generals” været en selv-published affære, hvor udviklerne selv også har stået for udgivelsen. Men det er slut nu. Reto-Moto er i stedet gået i partnerskab med amerikanske TLM Partners (Three Little Monsters) – en publisher stiftet af en række erfarne branchefolk tilbage i 2017, men som først for nyligt har kastet sig over publishing. Således er Heroes & Generals blot det andet spil i virksomhedes portefølje.
Umiddelbart har overgangen til TLM som publisher ikke medført nogen større forandringer i spillet (hvilket Reto-Moto også understreger overfor deres spillere i den FAQ de har udformet i anledning af nyheden), men både Reto-Moto og TLM lover “flere spædenden afsløringer”.
Reto-Moto var en af de første modtagere af investeringer fra den dengang nystartede spilinvesteringsafdeling under Nordisk Film, Nordisk Games, tilbage i 2017. Stiftet af nogle af de samme folk som startede IO-Interactive, havde Reto-Moto udviklet deres egen engine til deres WWII-baserede multiplayer FPS ‘Heroes & Generals”. Dengang var spillet et af meget få multiplayer FPS-spil i en WWII-setting. I dag har især Call of Duty øget konkurrencen på området, men indtil holder Heroes & Generals ved, også hjulpet på vej af en lancering på Epic Games Store for nyligt, som har udvidet det potentielle publikum.