Logic Artists‘ CEO Ali Emek og Technical Director Juan Ortega har kastet sig ud i nye eventyr med et helt nyt spilstudie, Dynasty Studios, som skal fokusere på blockchain og community-drevne spil. Studiet er skudt i gang med en investering på 5 mio. USD, med Framework Ventures som den primære investor med CoinFund, Dapper Labs, Wood Investment Partners, Timo Schlaefer og Stefano Schiavi som yderligere investorer.
Det nye spilstudie er registreret i USA, men har lokale kontorer i både København og Istanbul. Til VentureBeat fortæller Ali Emek, at den første udgivelse fra det nye studie vil blive et “massively multiplayer survival triple-A-kvalitetsspil under kodenavnet HAN”. Udover denne hovedtitel, planlægges der dog også andre udgivelser som en del af den samme Dynasty-IP, og planen er, at de alle skal fungere i det samme økosystyem.
Emek og Ortega var medstiftere af Logic Artists tilbage i 2011, og her har de står bag Logic Artists succesfulde Expeditions-serie, som siden blev solgt til THQ Nordic, men har også sikret Logic Artists overlevelse efter kommercielt problematiske udgivelser som 3rd person co-op stealth-spillet Clandestine.
Hvad oprettelsen af Dynasty Studios vil komme til at betyde for Logic Artists er endnu uvist.