Der er fart på prisudviklingen i spilbranchen i øjeblikket. Ikke så meget hos forbrugerne, men i den ende, hvor man køber spilstudier er priserne nærmet eksploderet de sidste 3-4 år. Og seneste eksempel på det er danske Flashbulb Games, som netop er blevet opkøbt af Nordisk Games. Det blev afsløret i dag i en artikel i Finans.
Over 200 millioner danske kroner, måtte Nordisk Games slippe, for at købe de sidste 57% af virksomheden, som de i forvejen ejede de resterende 43% af. Det peger på en værdisætning omkring de 400 millioner for den københavnske spiludvikler, som ifølge CVR-registeret tæller blot 23 ansatte. Det står også i skarp kontrast til den pris, som Nordisk Games måtte betale for de første 43% tilbage i 2017. Den andel kunne de erhverve sig for blot 16,5 mio. DKK. Så det er altså lykkedes Flashbulb at mere end 10-doble deres værdi over knap 5 år. Og selvom det naturligvis altid er meget risikofyldt at investere i nye spilfirmaer, havde Flashbulb (der startede som Lightbulb Games), gode odds i kraft af at de var et etableret og erfarent team, der kom ud af det netop lukkede Microsoft-ejede Press Play, hvor de endda havde taget nogle prototyper og IP’er med fra.
Flashbulb står bag spillene Trailmakers, og deres kommende udgivelse Rubber Bandits, som er planlagt til udgivelse i starten af december. Trailmakers har været en pæn succes, uden at være prangende, mens Rubber Bandits ser ud til at have fået god traction allerede inden lancereingen i kraft af en række spilbare forudgivelser, hvilket giver forventninger om en solid lanceringen om få dage. Så dagens flotte værdisætning skal nok ses som en kombination af markedsudviklingen, og de evner Flashbulb indtil videre har demonstreret til at kunne stable en overskudsforretning på benene.
Opkøbet viser også en anden tendens – at Nordisk Games ser ud til at gå væk fra deres oprindelige plan om primært at operere med minoritets-investeringer. For nyligt øgede de deres ejerandel i svenske Star Stable til en majoritetspost, og nu har de altså opkøbt hele Flashbulb, hvilket viser at de set ud at at være klar til også at påtage sig det fulde ejeransvar i højere grad end tidligere.