Det danske spilstudie Trophy Games, kan nu meddele, at de har opkøbt den lille canadiske spiludvikler og publisher, Tiny Titan Studio. Det canadiske firma har en aktuel portefølje på 11 spil, primært inden for arcade-genren.Tiny Titan blev stiftet i 2014, og har over årene genereret over 25 mio. downloads af deres spil, har et positivt cashflow, og en forventet omsætning i år på lige under 3 mio. DKK.
Handlen, som er blevet betalt kontant af Trophy Games, omfatter hele Tiny Titan, bortset fra deres pc-rettigheder og de ansatte. Dermed er det først og fremmest tale om en styrkelse af Trophy Games egen portefølje af mobilspil, som de har søget at styrke med opkøb, siden Trophy Games fik en større kapitalindsprøjtning i forbindelse med deres børsnotering på Nasdaq First North tidligere i år, hvilket også understreges af Trophy Games CEO, Søren Gleie i den officielle meddelelse om købet på Trophy Games site.
“Vi tror, vi kan forbedre monetisation af spillene og gøre god brug af deres assets. Det kan være med til at skabe en stærk indtægtsstrøm i mange år fremad for Trophy Games – og være endnu en god langtids-spiloplevelse for vores brugere oveni vores egen nuværende portefølje af spil.”
Købet af Tiny Titan er Trophy Games’ andet opkøb, efter at de tidliger på året købte den danske enmands-udvilker Xombat.